
Socialpolitik
Læs her, hvordan partierne forholder sig til deres socialpolitiske ståsted og diakoniens verden:
Liberal Alliance:
Liberal Alliance har været med til at indføre det sociale frikort som forsøgsordning, og ønsker nu at gøre ordningen permanent. Derudover ønsker Liberal Alliance at styrke retssikkerheden for de svageste borgere i Danmark.
Citat: ”Vi mener, at private, velgørende og frivillige organisationer spiller en kæmpe rolle. Det er det, der gør, at vi har et velfærdssamfund og ikke en velfærdsstat. Det er noget af det unikke i Danmark.”
____________
Kristendemokraterne:
Kristendemokraterne ønsker et samfund, der er præget af det kristne menneskesyn, hvor alle mennesker har værdi – uanset baggrund og situation. Kristendemokraterne vil sætte mennesker før systemet og ønsker mere fokus på familiepolitik, ældreplejen og psykiatrien.
Citat: ”KD ser gerne, at det er meget lettere at være ildsjæl i civilsamfundet, hvor alt for mange kræfter desværre bruges på konstant fundraising og alt for firkantede regler. Her vil afbureaukratisering og mere langsigtede løsninger gøre en stor forskel.”
_____________
Alternativet:
Alternativet ønsker at give de svageste og mest udsatte borgere et løft, så den sociale retfærdighed styrkes og danskernes ret til at leve frie, rige og meningsfulde liv med masser af livskvalitet øges – uanset indkomst og social baggrund.
Citat: ”I Alternativet mener vi, at de frivillige organisationer, civilsamfundet mfl., herunder de diakonale organisationer, gør en stor og vigtig indsats på socialområdet - og spiller en uundværligrolle, så længe der stadig er ulighed i vores samfund.”
____________
Det Konservative Folkeparti:
Konservative har præsenteret hvordan de gerne vil bruge flere penge på ældre og sundhed gennem deres 2030-plan. Derudover ønsker de en styrket indsats på hjemløseområdet, og de vil kæmpe for at statens bureaukratiske system ikke må stå i vejen for at en borger får hjælp.
Citat: ”Derfor betragter vi også de diakonale organisationers rolle i velfærdsstaten som værende enormt vigtig. Netop den måde at gribe tingene an på, stemmer godt overens med Det Konservative Folkepartis syn på, hvordan den sociale indsats også skal gribes an som supplement til det stat, kommuner og regioner gør.”
Læs mere her
____________
Socialistisk Folkeparti:
SF ønsker at skabe mere tryghed i ældreplejen, bekæmpe børn og unges mistrivsel og permanentgøre det sociale frikort. De har presset på for at sikre en 10-årsplan for psykiatrien, været frontløbere på Housing First i Odense og bakket op om en check på 5.000 kr. til ældre.
Citat: "SF har et positivt syn på de diakonale organisationers samspil med velfærdsstaten. De uddanner folk på velfærdsområdet og driver en række plejehjem, hospice, herberger, bo og væresteder, misbrugsbehandling mm. Alt sammen institutioner som er helt uundværlige for en velfærdsstat som Danmark"
____________
Radikale Venstre:
Radikale Venstre kæmper for et samfund, hvor der tages hånd om socialt udsatte. De ønsker et fokus på unge, uddannelse og psykiatri - og så handler deres seniorpolitik om at tænke nyt og skabe muligheder, der giver mening for den enkelte.
Citat: "Vi mener, at civilsamfundsorganisationerne gør en uvurderlig indsats for vores velfærdssamfund. De formår at nå mennesker i udsatte positioner på en helt særlig og personlig måde. Så vi vil rigtig gerne styrke civilsamfundsorganisationerne bredt set."
____________
Nye Borgerlige
Nye Borgerlige ønsker at sikre de mest udsatte i samfundet. De vil have de hjemløse ud af jobcentrene, sætte fokus på en værdig alderdom, hvor pengene følger den enkelte og styrke behandlingspsykiatrien samt sikre skolepsykologerne tilbage for at forebygge mistrivsel hos børn og unge.
Citat: "De diakonale organisationer gør et kæmpe arbejde, som er værdsat og uundværligt."